Efter to år i robotinkubatoren på Teknologisk Institut har AutoShape udviklet en maskine, der kombinerer laserskæring, bukning og gravering i én samlet løsning. Målet er at reducere omkostninger, kompleksitet og håndtering i fremstillingen af små metaldele.
Fremstilling af små metalemner er ofte en tung og kompleks proces. Der skal skæres, bukkes, graveres og måles – typisk på forskellige maskiner og med specialværktøjer og dygtige operatører involveret undervejs.
Netop den udfordring har nordjyske AutoShape sat sig for at løse med en samlet løsning, der skærer ned på både tid, udstyr og kompleksitet.
”For at kunne lave de her komponenter på traditionel vis, skal du normalt bruge flere forskellige maskiner, specialværktøjer og en dygtig operatør. Vi bygger en maskine, hvor man kan tage sin CAD-model og fremstille emnet direkte, kvalitetskontrollere det og have det færdigt i hånden inden for et par timer,” forklarer Morten Kristiansen, CEO i AutoShape.
Fra forskning til inkubator
Da AutoShape blev optaget som den første startup i inkubatoren af Odense Robotics StartUp Fund hos Teknologisk Institut, var projektet stadig forankret i forskning fra Aalborg Universitet, hvor Morten Kristiansen er lektor. Maskinen var kun på idéstadiet, og virksomheden eksisterede ikke formelt endnu.
I løbet af de to år tog overgangen fra forskningsprojekt til startup gradvist form. Idéen blev til en prototype, teamet voksede, og undervejs blev der etableret kontor og showroom i Business Park Nord, Støvring.
“Det har været rigtig godt at få sparring og nogen at drøfte tingene med undervejs. Vi har også fået input, der har presset os til at tænke anderledes, end man typisk gør, når man kommer fra universitetsverdenen. I begyndelsen var det jo stadig et forskningsprojekt, der skulle kommercialiseres, og det krævede, at vi begyndte at tænke mere forretningsmæssigt,” fortæller Morten Kristiansen om tiden i inkubatoren.
Avanceret teknologi i én samlet løsning
Maskinen bygger på flere integrerede laserprocesser, herunder skæring, bukning og gravering, og kan fremstille komplette metalemner uden manuel håndtering mellem processerne. Kvaliteten kan samtidig kontrolleres direkte som en del af processen.
Teknologien henvender sig især til brancher inden for elektronik, medico og finmekanik. Også industrier som rumfart og droneteknologi kan få gavn af løsningen.
“Det er ekstremt komplekst, og teknologien er omfattende, fordi vi bygger en helt ny type maskine, som ikke findes i forvejen. Vi bruger standardkomponenter, men der er stadig rigtig mange elementer, vi selv skal designe og tilpasse. Samtidig skal der udvikles software, der kan få det hele til at spille sammen,” fortæller Morten Kristiansen.
Debut på HI-messen
Efter to års udviklingsarbejde kunne AutoShape præsentere deres maskine på HI-messen i Herning – en vigtig milepæl for teamet. Messen overgik alle forventninger og resulterede blandt andet i en tredjeplads i IDA Startup Competition, hvor AutoShape pitchede deres teknologi foran en fagjury i konkurrence med ni andre nominerede.
Og virksomheden oplever tydeligt, at der er efterspørgsel på den teknologi, de har udviklet. Markedsinteressen bekræfter, at løsningen rammer et reelt behov i industrien.
“Vi kan tydeligt mærke, at der er virksomheder, som kan se, at det her er rigtig interessant. Og de kan få et klart forspring ved at engagere sig tidligt, fordi vi stadig har mulighed for at tilpasse teknologien til deres krav og ønsker, inden vi gradvist bliver mere låst i, hvordan vi gør,” siger han.
Med messens momentum i ryggen og en voksende interesse fra markedet står AutoShape nu stærkt rustet til at bringe teknologien ud i virkeligheden.
